Blogroll

Going Solo: Karen Segall



0 kommentarer


I vores lille Going Solo univers giver vi dig denne gang et indblik i den dygtige, farverige og spændende illustrator/kunstner/grafiker Karen Segalls hverdag som selvstændig. Karen er uddannet i Visuel Kommunikation fra Danmarks Designskole, og har ved siden af lavet en masse spændende projekter, udstillinger og forskelligt arbejde. Nu er Karen Segall hoppet ud i livet, som selvstændig hvor hun lever af at undervise, sælge tøj, lave illustrationer og meget andet. Vi kan godt lide Karens ting, og har derfor snakket med hende om at arbejde alene som selvstændig - på godt og ondt!

 HitC: Hvordan ser din arbejdsdag/dagligdag ud?
Meget blandet. Men oftest med morgen mail svar (fordi jeg ellers ender med at bruge hele dagen på mails, og har mange andre ting som er mere spændende end det) - og der efter møder, billeder, tegninger, opsætning, syning, skitser, underlige tanker. Og alt andet som mit arbejde indebærer.



HitC: Hvorfor er du "gået solo" og hvad er det bedste ved at arbejde alene?
Det lå i kortene. Jeg kommer fra en familie med bogtrykkere, håndværkere, forretningsejere og kunstnere. Og hele mentaliteten, omkring det er være selvstændig er jeg vokset op med. Og det bedste er vel at der ikke er nogen som bestemmer, ud over mig selv, og min selvdisciplin. Og så er jeg ret god til at være selv om ting, og hele processen med at udføre kreativt arbejde. Selvom ensomheden trækker, når timerne bliver lange.

HitC: Hvad er det værste?
Den usikre økonomi. Men når man er vokset op med usikker økonomi, ved man også at gør-det-selv-ting virker når man ingen penge har, og det er ok at gå ud og spise og fejre én selv når man har dem. Og ferier er når pengene er sparet op. 

 HitC: Hvordan får du det til at hænge sammen økonomisk?
Jeg har suppleret med arbejde, men det ser pænere og pænere ud, og håber stærkt på Statens Kunstfond i år, men det er jo ønsker, og kun et håb.

HitC: Hvad/hvem får dig op om morgenen?
Min selvdisciplin. Den er hård. Men nogen gange, mest om onsdagen har den krise.    
HitC: Hvorfor får du dig ikke et rigtigt arbejde?!?!
Fordi jeg kun har set ét opslag som matchede mig, søgte det, men inden svaret kom håbede jeg på at jeg ikke fik det, og det gjorde jeg ikke....havde allerede fået en masse andre ideer inden da. Men ville gerne have en fast underviserstilling, den ville jeg godt kunne forlig mig med, hele det at få lov til at videregive ens egen viden, mens man indhenter den andre dage, ville jeg være godt tilfreds med.

HitC: Hvilke gode råd vil de give videre til andre "solister" som dig selv?
Selvdisciplin, selvdisciplin selvdisciplin. Og noget med at være en smule ligeglad både med bank (til et vist punkt, men selvfølgelig emd respekt), omverden, jaloux fjolser som ikke accepterer at man kun gør det for en selv, og ikke står på hovedet for resten af verden.

HitC: Hvem eller hvad inspirerer dig i forhold til dit arbejde?
Jeg har en "gammel" lærer som tidligt lærte mig at arbejde i alt "slags vejr", min farfar som var bogtrykker og kunstner og på den anden side min bedste som har lært mig håndarbejde i tidlig alder (dog videreført af min mors vise ord om : at man ligeså godt kan gøre det ordenligt, ellers bliver man ikke glad for det). 
Visuelt kan jeg ikke løbe fra inspirationen af sort/hvid fotografi møder pop-art mentaliteten. Med stor respekt for gamle teknikker, uld og silke. Og at jeg nok oftest bliver inspireret af en følelse, en lyd, elementer af billeder. Og et virvar af elementer i et stort mash-up.

Heads in the Cloud siger tak for snakken, og håber at Karen Segall får Statens Kunstfond legat, så hun kan tage lidt ferie, og blive endnu mere inspireret end hun allerede er!

0 kommentarer:

Send en kommentar

newer post older post