At sige at Choir of Young Believers er en samling dygtige mennesker er vidst noget af en underdrivelse. Det er nærmest hårrejsende talentfuldt, det de har fået skabt siden de brød frem i 2008 (dengang var det vidst bare Jannis Noya Makrigiannis' soloprojekt) - senest på opfølgeren Rhine Gold, der lige er kommet ud.
I en artikel i Information fra 27. feb beskriver forsanger Jannis, hvordan reklame og kommercielle interesser "forplumrer musikkens rene kunstneriske kommunikation". Da jeg selv laver musik, og tit tænker over hvilke processer og tanker andre går og har omkring deres musik, læste jeg den med stor interesse. Den fik sat nogle tanker i gang, som jeg gerne vil høre jeres mening om.
Jeg synes også det er latterligt, når man har lært musik at kende igennem en reklame, og derfor tænker mere på produktet, end på dem der har lavet sangen, når man hører det. Eller når musik bare bruges som en let måde at give et nederen produkt noget kant eller autenticitet. Tilgengæld kan jeg ikke forstå den kategoriske afvisning af en kobling mellem musik og reklamer/brands, for findes sgu da masser af virksomheder derude, der har lavet ting og produkter, der er mindst ligeså betydningsfulde og kreative som et musikalsk værk kan være? Selvom Apple er über-kommercielt, så kan man da ikke underkende at de laver nogle fantastiske produkter? Er det bare fordi de tjener penge på det at de er "onde"? Og hvorfor kan en reklame ikke også være kunst:
Derudover synes jeg heller ikke man skal undervurdere den kunstneriske/kreative frihed, der kommer ved at få udskrevet en stor fed check, som gør, at man ikke behøver have et job ved siden af. Så vidt jeg ved, var det Lotto-reklamer, der finansierede at Mikael Simpson kunne bruge tid på at lave musik i starten af sin karriere (han var selvfølgelig kun skuespiller i dem, så det var ikke hans musik de brugte). Og det er der sgu da ingen der kan huske i dag. Ja faktisk så synes jeg næsten, at den økonomiske uafhængighed er det vigtigste når man laver musik. Det kan fylde helt vildt meget i ens hoved når man er økonomisk presset, eller når man ikke har råd til at realisere de ideer man har. Det kan netop skubbe kreativiteten i baggrunden. Det er fucking frustrerende.
Derudover synes jeg heller ikke man skal undervurdere den kunstneriske/kreative frihed, der kommer ved at få udskrevet en stor fed check, som gør, at man ikke behøver have et job ved siden af. Så vidt jeg ved, var det Lotto-reklamer, der finansierede at Mikael Simpson kunne bruge tid på at lave musik i starten af sin karriere (han var selvfølgelig kun skuespiller i dem, så det var ikke hans musik de brugte). Og det er der sgu da ingen der kan huske i dag. Ja faktisk så synes jeg næsten, at den økonomiske uafhængighed er det vigtigste når man laver musik. Det kan fylde helt vildt meget i ens hoved når man er økonomisk presset, eller når man ikke har råd til at realisere de ideer man har. Det kan netop skubbe kreativiteten i baggrunden. Det er fucking frustrerende.
Derfor undrer det mig tit, når folk gør en dyd ud af, ikke at ville tjene penge på det de laver. Altså at det bliver mindre autentisk og ægte, hvis man gerne vil tjene penge? For mig er økonomi en vigtig del af det at lave musik, ja i det hele taget det at skabe noget, fordi det muliggør at du overhovedet kan bruge tid på det. Og selvom jeg beundrer Jannis' idealisme, så er det bare ikke alle mennesker, der har råd til idealismens luksus. De kan ikke bare bo på en madras i et bofællesskab, og har måske ikke ligeså forstående bandkammerater. Hvad hvis man har børn? Eller har købt en lejlighed, man skal betale af? Med andre ord - hvad hvis man bare er et almindeligt menneske, der gerne vil leve et nogenlunde normalt liv?
Det er måske også lidt nemmere at holde de kommercielle interesser på afstand, når man har den offentlige eksponering som Choir har, der, kombineret med et dygtig branchehold i ryggen, nok skal resultere i velbetalte livejobs og seks-cifrede kunststøttebeløb. Og dermed en pæn - og helt fortjent og nødvendig - indtjening. For det koster penge at eksistere, og det koster penge at lave kompromisløs musik. Det er der så to mulige måder at finansiere: Man kan skære sine leveomkostninger til et minimum og leve på en sten. Eller man kan hive penge hjem der hvor man kan, og så investere dem i sig selv og sin kunst. Jeg har respekt for begge approaches, men hælder sgu selv mest til det sidste. Derfor siger jeg: take the money and run, og brug dem så fornuftigt på at udvikle dig selv og din kunst.
Ps. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad hvis denne her artikel var skrevet om et band, der ikke boede i et land med kunststøtteordninger, tårnhøje kodaindtægter og dagpengeordninger… Havde man så også sagt nej til en f.eks. Apple-reklame? Kunstneren som en selvopofrende idealist er smuk, men jeg synes den er rimelig langt væk fra virkeligheden i Velfærdsdanmark.
0 kommentarer:
Send en kommentar