Blogroll

WeThink: Giv mig det gammeldaws marked tilbage!



0 kommentarer
Da jeg boede i London for godt et år siden var der et bestemt fænomen, som jeg virkelig havde lyst til at putte i lommen og tage med hjem til Danmark: det gammeldags marked.

Madmarkeder, loppemarkeder, blomstermarked og tøjmarkeder kan findes i ethvert lille lokalområde i London, og her kan man købe alt det man nu har brug for i sin dagligdag. Boderne er ofte drevet af privatpersoner, selvstændige kunstnere eller små forretninger fra lokalområdet, og det, at der var et venligt ansigt der solgte dig ting som de selv havde skabt, plukket, bagt, tørret, kværnet, syet, svejset, osv gav et tiltrængt sympatisk indkøbsalternativ til Marks & Spencer og livsglædens værste fjende: Tescos! Jeg tænker på steder som SundayUpMarket i parkeringshuset på Brick Lane, Broadway Market, Columbia Road Flower Market og naturligvis Borough Market, som vores allesammens yndlingskok (!) Jamie Oliver gjorde kendt igennem sine madprogrammer.


Med fremkomsten af Torvehallerne har vi endelig fået noget (næsten) tilsvarende i KBH. Torvehallerne bugner også af madlækkerier, fairtrade kaffe og små nicheprodukter. Alligevel er det som om, det ikke er helt det samme. Det er som om det hele er lidt for dyrt, lidt for pænt, lidt for lidt og lidt for... kalkuleret? Det fede var netop, at man fik fornemmelsen af, at man stod og købte sine pære direkte af den selvsamme sixpence-beklædte mand, der havde plukket dem ned fra træet. At man støttede hans forretning og dermed hans privatøkonomi, og gav ham et levebrød. Det er en form for mikroøkonomisk tænkning, som jeg ikke fatter ikke bliver praktiseret mere i Danmark - særligt i krisetider som nu?

Derfor blev jeg så glad da jeg blev inviteret til Aftenloppemarked på Vesterbro i lørdags, af min blogmakker Toke. Selvom det (naturligvis) var i langt mindre skala end i London, var der alligevel lidt den samme feel og stemning over det. Her var både kunstnere, der solgte deres værker (og der blev både taget mastercard og VISA! Her ses 215 af Tarik Arnautovic), kokke der serverede hjemmelavet mad (til en billig penge), velklædte unge mænd og kvinder der solgte genbrugstøj (jeg fik købt et par Converse til 70 kr.) og selvfølgelig også en masse andet krimskrams, som det hører sig hjemme på et loppemarked. Det var ganske velbesøgt og det virkede også som om der var en ganske god omsætning.

Det fik mig til at tænke over, hvorfor der egentlig ikke findes flere af de her små independent markeder i København? Et sted hvor folk der skaber, men ikke har en fysisk forretning, kan tage hen, og sælge deres ting? Hvorfor der ikke er flere små selvstændige, der slår pjalterne sammen og prøver at få omsat nogle af deres ting den vej?

I samme ombæring tog vi lige en hurtig snak med bagkvinden Rita Blå, om hendes motivation for at starte Aftenloppemarkedet:
  
HitC: Hvorfor startede du Aftenloppemarkedet? Og hvorfor loppemarked?

Rita: Jeg startede med at lave loppemarkeder for 2,5 år siden. Det var kort tid efter jeg var med til at starte baren Mesteren & Lærlingen i Kødbyen. En af mine opgaver, da vi genåbnede det gamle slagterbodega var, udover at booke djs, at sørge for at finde på tiltag som skulle gi' vores gæster et andet tilhørsforhold ud over bare “endnu en fest”. Det blev bla. til en række bogklubber, filmaftener, quiz og andre skæve arrangementer.
Det var I den forbindelse at jeg kom på at lave loppemarked. Det er jo en social event som samler folk på en hyggelig måde. Det er også en af de begivenheder hvor man kan hænge ud med de venner som har fået børn eller bare ikke længere går så meget ud om natten. Alle kan ligesom være med.


HitC: Hvem var de folk der havde boderne, og hvordan fik du kontakt til dem?

Rita: De første gange jeg afholdt loppemarked sendte jeg en besked ud til alle veninderne. Jeg havde besluttet mig for at starte småt men fik lynhurtigt samlet en flok på 20-25 stykker som gerne ville sælge. Siden er det vokset meget.
     Jeg har en side på facebook som hedder Rita Blå’s lopper og på den måde finder folk selv frem til mig. Der star en mail som man kan skrive til hvis man gerne vil have en bod. Nu får jeg mails med forespørgsler næsten hver dag og det fylder rigtig hurtigt op fra gang til gang.


HitC: Er det en tilbagevendende begivenhed/har du lavet det før?

Rita: Jeg holder loppemarked ca en gang om måneden. Om sommeren foran Mesteren & Lærlingen. Når det bliver for koldt til udendørs rykker jeg det op I KPH Volumen som ligger på Enghavevej 82. Som regel holder jeg dog en pause i jan/feb hvor det er for koldt selv i hallen, og jeg er som regel selv er rejst i vinter exil til en varmere del af verden.

HitC: Der var en masse unge mennesker i lørdags - ikke en målgruppe man normalt forbinder med loppemarked. Hvad er det særlige ved jeres loppemarked? Hvorfor tager folk derhen?

Jeg ved ikke hvad I normalt forbinder med målgruppen for loppemarkeder. Jeg har altid selv gået meget på loppemarked. Det er et godt sted at mødes og hænge ud med sine venner. Og så kan man få lov til at forbruge med go samvittighed, fordi det er genbrug.

Men til spørgsmålet om hvad der er særligt ved mine loppemarkeder, så tror jeg at jeg har et øje for detaljer som gæsterne sætter pris på. Jeg har altid lyst til at gøre lidt mere ud af det og bryde med rammerne for hvad der normalt forventes af et loppemarked. Fx laver jeg altid prøverum oppe I hallen, og så er der jo billig bar, go musik og lækker mad. Og det er faktisk ikke en generel fællesnævner for diverse loppemarkeder.

     En anden måde at bryde med rammerne på var da jeg begyndte at holde aftenloppemarkeder. Normalt er loppemarked jo nogen som foregår om dagen, helst om søndagen og det er jo også vildt hyggeligt. Men efter en tid med det synes jeg bare at der skulle ske noget nyt så jeg besluttede mig for at prøve at afholde aftenloppemarked istedet. Det var ret spændende at se om jeg kunne få folk til at troppe op lørdag aften.
     Jeg har gået med ideen I næsten en år, før jeg besluttede mig for at nu havde jeg bygget et stort nok kundegrundlag op til at udfordre tidspunktet. Og det har været virkelig været en stor succes som jeg har fået rigtig meget positiv feedback på.

Jeg prøver hele tiden at finde på nye måder at udfordre mig selv på som arrangør. Fx skal vi næste gang, d 14 april, afholde et vintage modeshow I samarbejde med Røde Kors. Det bliver sjovt og lidt af en logistisk udfordring.. Det bliver også det sidste indendørs loppemarked før jeg rykker festen ud i solen igen foran Mesteren og Lærlingen.


Vi siger tak for snakken, Rita! Vi ses foran Mesteren!

0 kommentarer:

Send en kommentar

newer post older post